Naturkirkegårde i Aal & Oksby Sogne

Børsmose Kirkegaard
Midt i Naturparken og tæt på den gamle istidskyst ved Grærup Langsø ligger den lille fredfyldte Børsmose Kirkegaard, der omgiver den lille enkle kirke, hvis altertavle er et stort broderi af hedelandskabet med Langsø set ved kirkens bygning i 1902. På kirkegården findes hovedsagelig gravsteder for personer med relation til de i 1967 eksproprierede landsbyer Børsmose, Grærup og Kjærgaard, samt nogle gravsteder med ilanddrevne tyske marinesoldater fra 1.verdenskrig. Adskillige gange årligt gæstes kirkegården af krondyr, der med stor appetit spiser de på gravstederne nedlagte eller plantede blomster. - Personalet må under sommerens lugning iføre sig kraftige læderhandsker for, at undgå bid fra hugorme der under deres ophold på kirkegården bl.a. nyder blomsterkræmmerhusenes vand. Supplerende oplysninger om Børsmose Kirke ses på www.aalsogn.dk


Gl. Oxby Kirkegaard
På nordsiden af Blåvandvej i Oksby Klitplantage ligger den lille fredfyldte naturkirkegård omgivet af tilgroede jorddiger. I kirkegårdens centrum ses endnu omridset af den i 1892 nedbrudte stråtækte kirke, samt en nyere opstillet klokkestabel. Hist og her ses næsten tilgroede gravsten og en enkelt af disse omkranset af et næsten usynligt jerngitter mellem nogle buske. Umiddelbart ud til Blåvandvej er placeret en natur P-plads med informationstavle, og fra denne går den gamle kirkesti ind til naturkirkegården. - På den modsatte side af Blåvandvej ligger nogle få huse kaldet "Bulderby", der mod vest afgrænses af Skråvejen. På det venstre vejhjørne mellem træerne ses en lille mindesten placeret, hvor den tidligere Oxby Kro lå placeret. Supplerende oplysninger med foto af Gl. Oxby Kirkegaard ses på www.aalsogn.dk under "naturbegralser".



Gammel Oxby Kirkegaard på nordsiden af Blåvandvej(GRN-foto 2009)

St. Ender Kapel i Øster Oksby
Midt i engen mellem strandfogedens oplagsplads på Tane Hedevej 42 og stormflodsdiget ligger en lille forblæst granlund på en firkantet menneskeskabt banke (værft), hvis kanter er omkranset af et nu næsten usynligt kirkedige af jord. - Fra syd er der adgang gennem nåletræerne til kapelbankens midte, hvor irske St. Enders munke før år 800 placerede deres lille kristne kirke (kapel), der antagelig har fungeret helt frem til stormfloden "De grote Manndranck" i 1362, der lagde alt øde i den daværende store havneby "Oxbøe alt Sønderside". På kapelbankens midte ses nogle forkrøblede egetræer, der blev plantet så de dannede en firkant, idet planen ved plantningen var, at egetræerne skulle danne et "rum" svarende til omkredsen af en lille kirke (kapel) fra den katolske tid; - men manglende lokal pietetsfølelse og svigtende vedligeholdelse af banken med St. Enders Kapel har desværre forårsaget, at dette enestående kulturhistoriske mindesmærke nu er i stærkt forfald. Ved stien sydøst for kapelbanken er placeret en informationstavle; og for yderlig information med kortskitse henvises til "St. Enders Vandring" på www.vardesyssel.dk


Indgangen til St. Enders Kapel set fra Grønnevej (GRN-foto 2009)


Andre foredrag og guidede ture
- kan arrangeres efter aftale med

historiker & naturguide Gert Ravn - 75 27 19 15 / 23 84 84 24
gert-ravn@mail.dk - www.naturguiden.info

SE-nr.: 92 22 83 55